Både miljøet, økonomien og samfundet som helhed kan opnå store gevinster, hvis EU’s medlemslande implementerer den eksisterende affaldslovgivning fuldt ud, viser en ny rapport fra EU- kommissionen.

Bæredygtighedsmål i fare

Der er en betydelig mangel på implementering af affaldslovgivning i EU’s medlemslande, hvilket resulterer i store omkostninger for både miljøet, økonomien og samfundet som helhed. Hvis den ønskede linje om en bæredygtig udvikling skal blive en realitet, er det blandt andet afgørende, at medlemslandene opnår institutionel støtte fra EU systemet, til at affaldslovgivningen kan implementeres bedre.

Potentiale for store besparelser

I et netop publiceret studie gennemføres en cost-benefit analyse, der sammenligner hhv. uændret adfærd med fuld implementering af otte specifikke affaldsdirektiver i EU i perioden 2008 til 2020. Studiet viser, at der inden 2020 kan skabes 400.000 nye jobs og omsættes for 42 mia. euro om året i affaldsbranchen alene. Samtidig kan man indenfor EU reducere sine omkostninger med 72 mia. euro om året, hvis affaldslovgivningen implementeres fuldt ud.

Barriererne

Rapporten understreger, at pålideligheden af data for affaldsstrømme, affaldsmængder og affaldshåndteringssystemer i EU skal forbedres så sammenligning og monitering gøres mulig og forbedres, hvis implementeringen af affaldslovgivningerne skal øges. Indenfor de enkelte medlemsstater nævner man manglende engagement og manglende ressourcer til monitorering og håndhævelse, kombineret med strukturelle, institutionelle og konstitutionelle begrænsninger, som barrierer der står i vejen for at nå målet.

Miljøagenturets rolle bør være central

For at styrke implementeringsprocessen, vurderer studiet, at den billigste og bedste grad af målopfyldelse opnås ved at tildele Det Europæiske Miljøagentur flere opgaver i forhold til implementering, mens Kommissionen skal varetage den lovgivningsrelaterede håndhævelse samt den foreslåede revisionskontrol.

Uafhængigt af rapporten har Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur påbegyndt et pilotforsøg på affaldsområdet om implementering, som skal løbe over de næste tre år.

Læs mere

Bio Intelligence Service (2011): Implementing EU Waste Legislation for Green Growth, Final Report prepared for European Commission DG ENV


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *