Et nyt britisk studie undersøger sammensætningen af storskrald i detaljen. Data fra både genbrugspladser og husstandsindsamlinger viser, at der er et betydeligt potentiale for at genbruge dele af de knap 1,6 mio. tons storskrald, som blev indsamlet i perioden 2010-2011.

Sofaer og madrasser udgør den største mængde

I studiet har man fokuseret på storskrald, som enten er blevet afleveret på genbrugspladserne, eller som er indsamlet ved husstandsindsamlinger. Målet var dels at kortlægge mængder for og sammensætning af det britiske storskrald, og dels at identificere barrierer for direkte genbrug af storskrald.

I det omfattende datamateriale identificerede man tre produktkategorier, som stod for 80 % af mængderne af affaldet: 42 % var sofaer og madrasser, 19 % var tekstiler mens 19 % var WEEE (elektronisk affald). Målt på antal var det imidlertid oftest fjernsyn, klædeskabe samt tæpper, som blev bragt til genbrugspladserne.

Omfattende dataindsamling

Resultaterne viste, at der blev indsamlet omkring 540.000 tons storskrald i årene 2010-2011 ved husstandsindsamlinger, mens omkring det dobbelte (ca. 1 mio. tons) blev afleveret på genbrugspladserne af privatpersoner.

Data fra husstandsindsamlingerne omfattede en gennemgang af 9.637 genstande, som blev indhentet hos knap 4.000 husstande fra elleve udvalgte lokale myndigheder mellem september og november i 2011. Ydermere har man gennemgået 100 vognlæs med 1.184 genstande i detaljen, for at kunne identificere genbrugspotentialet for hver enkelt genstand.

Det samlede datasæt omfattede ydermere storskrald afleveret på 14 forskellige genbrugspladser. I februar og marts 2012 blev 12.470 genstande afleveret af 5.776 privatpersoner, og alle genstande blev gennemgået for genbrugspotentiale.

Mellem en tredjedel og halvdelen af effekterne fra genbrugspladser ville kunne genbruges

En gennemgang på genbrugspladserne viste, at borgerne selv vurderede, at 36 % af de indleverede effekter kunne genbruges. Eksperter vurderede ligeledes,at 32 % af genstandene kunne genbruges i deres nuværende tilstand, mens yderligere 19 % ville kunne genbruges med mindre reparationer.

I forhold til storskraldet fra husstandsindsamlingerne var genbrugspotentialet en smule mindre. Her vurderes omkring 24 % at kunne genbruges med det samme, mens yderligere 16 % kunne genbruges efter en mindre reparation.

Læs mere

WRAP (2012): Composition of kerbside and HWRC bulky waste, August 2012


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *