Carpet Recycling UK (CRUK) er en non-profit forening, der har som mål, at alle tæpper enten skal genbruges eller genanvendes. Foreningen støtter udviklingen af end-of-life løsninger for kasserede tæpper.

Formidler genbrug

CRUK blev etableret i 2008 med det mål at få flere tæpper genanvendt. Medlemmerne er tæppefabrikanter, -genanvendelsesvirksomheder, -detailhandlere og entreprenører i gulvbelægning. Foreningen hjælper med at finde nye måder hvorpå brugte tæpper kan genanvendes og formidler kontakt mellem genanvendelsesvirksomheder og folk, der gerne vil genanvende.

Kontante fordele

Medlemmerne af CRUK får både direkte og indirekte fordele ud af deres medlemskab. En direkte fordel er, at virksomheden kan positionere sig som miljøbevist og får positiv omtale gennem CRUK’s formidling af det arbejde, de udfører på vegne af virksomheden. Bortskaffelsen af affald fra brugte tæpper og tæppefabrikker bliver også billigere i kraft af den kontakt CRUK skaber til genanvendelsesvirksomheder. Indirekte fordele er, at tæppebranchen som helhed kommer til at fremstå mere miljøvenlig og ressourcebevist.

Fra genbrug til energiudnyttelse

I stedet for at ende på lossepladser, som det hidtil har været løsningen, kan tæppeaffald genbruges, genanvendes eller energiudnyttes. Tæpper, der stadig har en stærk nylonbund, kan indsamles og renses før de igen bliver solgt. Ved genanvendelse adskilles nylonfibrene fra bunden af bitumen. Nylonfibrene kan genanvendes i nye tæpper mens bunden kan indgå i materiale til tag- og vejbelægninger. I energiudnyttelse bliver tæpperne forbrændt.

Mindre deponering

Andelen af tæpper, som undgik deponering steg fra 10 % til 16,5 % mellem 2010 og 2011. Det svarer til 66.000 tons, hvoraf 32.000 tons bliver genbrugt eller genanvendt, mens 34.000 tons gik til energiudnyttelse. Af den mængde tæppeaffald, som undgik deponering, steg den genbrugte og genanvendte andel fra 33 % til 48 % i samme periode.

Nye virksomheder og arbejdspladser

CRUK har gennem deres arbejde været med til at øge antallet af specialanlæg, der kan håndtere brugte tæpper. I alt er der nu 32 anlæg i Storbritannien og CRUK arbejder forsat på at skabe flere, så logistikken omkring indsamling og transport kan blive bedre. Gennem omtale i traditionelle og online medier er opmærksomheden på genanvendelse af tæpper steget, ligesom interessen er fra affaldshåndteringsselskaber og lokale myndigheder.

Læs mere

Carpet Recycling UK, may 2012: 2011 Achievements and Targets for 2012.

Carpet Recycling UK, may 2012: What Can Carpet Be Recycled Into?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *