Flere hundrede aktive farmaceutiske stoffer er allerede fundet i vandløb rundt om i verden. Det kan få konsekvenser for sundhed og miljø. Men en ny undersøgelse viser, at europæerne ved for lidt om problemet.

Undersøgelsen er udført af Health Care Without Harm Europe (HCWH Europe) i seks landes hovedstæder (Belgien, Ungarn, Italien, Litauen, Portugal og Storbritannien), hvor i alt 600 personer blev interviewet. Undersøgelsen viser, at indsamlingsordninger for ubrugte lægemidler ikke er effektive nok, og at den gennemsnitlige europæiske indbygger ikke ved, hvordan man sikkert bortskaffer ubrugt medicin.

Indsamlingsordninger fungerer ikke optimalt

Undersøgelsen viser, at befolkningen i Portugal og Italien er bedst til at håndtere deres medicinske affald. Hovedparten af de adspurgte er bekendt med indsamlingsordningerne, og mere end halvdelen bruger dem. Storbritannien og Litauen havner i den anden ende af skalaen, hvor kun 28 % og 54 % af befolkningen har kendskab til og benytter ordningerne.

Halvdelen af de adspurgte i Belgien, og omtrent en fjerdedel i Ungarn, Italien og Portugal, smider medicin i tabletform ud i skraldespanden. For alle lande undtagen Ungarn gælder, at få af de adspurgte smider medicin i tabletform ud i toilettet. Situationen er desværre anderledes, når det gælder flydende medicin – 10 % af de adspurgte skyller flydende medicin ud i toilettet eller i håndvasken. Generelt afleverer færre medicin i flydende form end i tabletform til indsamlingsstederne.

Farmaceutiske midlers fare for miljø og sundhed

Forkert bortskaffelse af medicin i husholdninger betragtes som en af hovedårsagerne til, at man finder farmaceutiske stoffer i naturen. De aktive stoffer i medicinprodukter er designet til at virke i små koncentrationer og til at forblive uændrede, når de indtages. Uheldigvis medfører det også, at de er stabile uden for kroppen og bliver ophobet i naturen.

Mere information er nødvendig

Ifølge undersøgelsen er manglede information hovedårsagen til, at de adspurgte ikke bruger indsamlingsordningerne. HCWH Europe påpeger, at kampagner, der oplyser befolkningen, er essentielle for at man kan forbedre håndteringen af de farlige stoffer. Der fremsættes også en række andre forslag, såsom klassificering af farmaceutiske produkter som farligt affald, og at lægemiddelproducenter skal have mere ansvar for de produkter, de markedsfører.

Flere af de anbefalede tiltag kan man også overvejes i Danmark. Men i første omgang bør vi måske undersøge, hvordan vi selv håndterer ubrugte lægemidler?

Læs mere

HCWHE (2013): Unused Pharmaceuticals Where Do They End Up? A Snapshot of European Collection Schemes


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *