I en ny rapport giver EU-Kommissionen medlemslandene karakter for deres håndtering af husholdningsaffald. Danmark får den tredje højeste karakter i vurderingen, der omfatter juridiske, planlægnings- og behandlingsmæssige kriterier.

Kommissionen udpeger affaldssyndere

En række EU lande har ikke været i stand til at leve op til EU’s krav til ordentlig håndtering af municipal affald (affald fra husholdningerne og lignende affald fra andre kilder) og affald generelt. Det gælder både juridiske spørgsmål såsom at få EU’s lovgivning indarbejdet i nationale love. Men det gælder også i forhold til at gennemføre EU’s forskellige direktiver og forordninger i den virkelige verden. Derfor er affaldsområdet et af de områder, hvor der er flest domstolssager og stor kø ved EU-domstolene, fordi Kommissionen hiver medlemslandene i retten.

Kommissionen er selvfølgelig træt af, at tingenes tilstand ikke er bedre, og at den skal føre alle disse retssager. Kommissionen har derfor lagt mere vægt på at hjælpe landene med at gennemføre EU’s affaldsregler både på papiret og i praksis. En måde at hjælpe på er særlig støtte til de medlemslande, der er mest nødlidende. For at retfærdiggøre udvælgelsen af de værste syndere har Kommissionen derfor foretaget en screening af tilstandene i landene. Der er særlig fokus på municipal affald, fordi det er her, de største implementerings problemer er fundet.

Kriterier anvendt i vurderingen

Vurderingen af affaldshåndteringen indeholder i alt 18 punkter. Følgende fem kriterier er lagt til grund for udvælgelsen af de 18 punkter: 1) Er der overensstemmelse mellem affaldshierarkiet og den virkelige tilstand? 2) Bliver der anvendt økonomiske styringsmidler til at understøtte affaldshåndtering i henhold til affaldshierarkiet? 3) Er der tilstrækkelig behandlingskapacitet og ordentlig planlægning af håndteringen af municipal affald inklusiv prognoser for affaldsgenerering? 4) Opfyldes lossepladsdirektivets krav om at få bio-nedbrydeligt affald væk fra lossepladser? og 5) Hvor mange retssager er der rejst for ikke at overholde EU’s affaldslovgivning?

For hvert vurderingspunkt får hvert land 0, 1 eller 2 point. Dog bliver der givet dobbelt point indenfor tre kategorier: Høj andel af genanvendt municipal affald, høj andel af forbrændt municipal affald med energiudnyttelse og lav andel af municipal affald sendt til losseplads. Der uddeles maksimalt 42 point.

Udpegning af de ti lande

Vurderingen forsøger at give en grov karakteristik af situationen i det enkelte land. På den måde har man kunnet identificere de ti lande, der har mest behov for hjælp fra Kommissionen. De pågældende lande har alle opnået mellem 3-17 point. Landene hører hovedsageligt hjemme blandt de nye EU medlemslande. Dog er Grækenland og Italien også blandt de lande, der opnår de dårligste karakterer.

Danmark har historisk været pligtopfyldende og ikke alene optaget EU’s lovgivning i vores nationale love, men også i mange år anvendt mange af de instrumenter, som vurderingen bygger på. Så derfor er det ikke overraskende, at Danmark får høj karakter med 37 point. Kun Østrig og Holland får højere karakterer. Lande lige efter Danmark, som Sverige og Belgien, mister 4 point på grund af, at der ikke er ordentlige prognoser for affaldsgenerering af municipal affald og behandlingskapacitet.

Kun en grov opdeling af lande 

I og med karaktergivningen er meget overordnet og kun indeholder tre niveauer, så får mange lande den samme karakter, selv om der reelt givetvis er større kvalitetsforskel. Det giver sig især udslag i pointene til selve håndteringen af municipal affald, der som tidligere nævnt tæller dobbelt. Hvert af de ni lande med højst genanvendelsesprocent er vurderet ens og får 2×2= 4 point. De næste ni lande får 1×2= 2 point og de ni lande med lavest procent får 0 point. Tilsvarende grove karaktergivning er anvendt for kriterierne om opfyldelse af lossepladsdirektivet og antal retssager ved domstolene.

Metoden har derfor været god til at få inddelt EU landene i nogle hovedgrupper. Derimod skal man nok passe på med at bruge den indbyrdes placering indenfor hver af grupperne alt for bogstaveligt.

Læs mere

EU 2012: Screening of waste management performance of EU Member States


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *