Et nyt norsk studie sammenligner borgernes adfærd i forhold til genanvendelse af affald i ti OECD-lande. Resultaterne viser, at den vigtigste motivation for genanvendelse i husholdninger er troen på at genanvendelse er godt for miljøet og at det er en borgerpligt.
Spørgeskemaundersøgelse i ti lande
Studiet undersøger mekanismerne bag husholdningernes bidrag til genanvendelse af affald og hvordan disse bliver påvirket af forskellige politiske styringsmidler. Studiet er baseret på 10.251 borgeres besvarelse af et spørgeskema om miljømæssig adfærd i husholdninger indenfor fem områder, herunder affald og genanvendelse. De ti lande i undersøgelsen er Australien, Canada, Tjekkiet, Frankrig, Italien, Sydkorea, Mexico, Norge, Holland og Sverige.
Sociologiske faktorer afgørende
Studiet præsenterer en model for, hvordan sociale normer og politiske initiativer påvirker borgernes incitament til genanvendelse i husholdninger. Borgernes opfattelse af normer har indflydelse på den sociale anerkendelse, hvilket vil præge deres adfærd. Genanvendelse af affald kan ses som en aktivitet, der skaber nytte for den enkelte i form af øget selvrespekt og respekt i samfundet. Øget genanvendelse indgår dermed i en positiv cyklus. Omvendt er det tab af nytte for den enkelte, hvis genanvendelsesaktiviteten falder, da det vil resultere i skyldfølelse overfor fællesskabet og frygt for dårlig omtale f.eks. blandt naboerne.
Flere motivationsfaktorer
Der er mange andre faktorer, som afspejler genanvendelsesviljen, med rod i normer og husstandenes individuelle muligheder. Spørgeskemaundersøgelsen viser, et fælles ønske hos borgerne i de ti OECD-lande om at bidrage til et bedre miljø. Den næststørste betydning tillægges den moralske forpligtelse til at genanvende og en opfattelse af, at det er en borgerpligt at genanvende.
Studiet konkluderer, at genanvendelsesviljen stiger betydeligt for par, med høj husstandsindkomst, boende i parcelhuse udenfor storbyer. Det sidste begrundes med, at presset fra lokalsamfundet på de sociale normer er højere udenfor storbyerne end i storbyerne.
Volumenbaserede gebyrer fremmer genanvendelse
Større udbud af genanvendelses-faciliteter fremmer genanvendelsen. Hente- og bringeordninger til genanvendeligt affald har vist sig at skabe et væsentligt incitament til at genanvende. Forskelle i landenes genanvendelsesordninger er langt fra den eneste afgørende parameter for omfanget af genanvendelse. Motivation i form af differentierede gebyrer kan også være en vigtig faktor. De fleste borgere rapporter, at de betaler et fast beløb for affaldshåndtering. I Italien betales primært efter husholdningens størrelse og i Sydkorea primært efter affaldsvolumen. Borgerne i Sydkorea har en høj genanvendelsesaktivitet og studiet konkluderer at volumenbaserede gebyrer kan være en mulighed for at fremme genanvendelsen.
Læs mere
Bente Halvorsen, 2010, Effects of norms and policy incentives on household recycling. An international comparison. Discussion Papers No. 627, August 2010 Statistics Norway
Skriv et svar