Sverige og Tyskland har nu sendt deres affaldsforebyggelsesplaner i høring. Irland har allerede et affaldsforebyggelsesprogram baseret på kravene i affaldsdirektivet og har netop rapporteret imponerende 2012-resultater.

Alle tre har lande har en forskellige tilgang til, hvordan affaldsforebyggelse skal planlægges og gennemføres.

Sverige ser sit affaldsforebyggelsesprogram som en af flere strategier for at opnå bæredygtigt forbrug. Der fokuseres på fire områder: Fødevarer, bygge- og anlæg, elektronik og tekstiler.

Disse er valgt ud fra, at der er tale om store mængder madaffald samt bygge- og anlægsaffald og samtidig at alle fire områder forårsager udslip af store mængder drivhusgas i deres livscyklus. Sverige har valgt at fokusere på forbrugsvarer og påvirke efterspørgsel i stedet for at fokusere på forebyggelse af industri- og mineaffald.

Tyskland har valgt en bredere tilgang og er mere fokuseret på generel ressourceeffektivitet. De fleste initiativer er derfor også generelle og rettet mod alle affaldsstrømme, dog med specielle initiativer for madaffald.

Irland anvender en sektorspecifik tilgang og har programmer for en række forskellige sektorer, hvor affaldsforebyggelse integreres med ressourceeffektivitet, vand og klima.

Ingen kvantitative mål

Affaldsforebyggelse er en svær disciplin at måle på. For hvordan måles noget man forhindrer i at opstå? Derfor indeholder de tre landes programmer heller ingen specifikke mål. Det tyske forslag indeholder en række overordnede målsætninger, men ingen kvantitative mål. Det svenske program indeholder en række kvalitative mål for hvert af de fire produktområder. For madspild skal der dog fastsættes et kvantitativt mål i 2014.

Det irske program opererer kun med overordnede målsætninger. Der er dog fastlagt mål for hvert af de projekter, som er en del af affaldsforebyggelsesplanen.

En eller flere aktører

Tysklands program fokuserer udelukkende på, hvad myndighederne (især staten) kan gøre på nationalt, regionalt og kommunalt niveau.

Det svenske program fastslår, at der er behov for, at flere aktører samarbejder mere og på nye måder, hvis affaldsforebyggelsen skal være effektiv. Programmet inddrager alle relevante aktører og beskriver hvilke initiativer, der kan tages i hele forsyningskæden, samt hvad myndigheder og borgere kan gøre.

Irerne har en meget inddragende måde at engagere især virksomheder på. Her er der opstillet en række sektor- og branchespecifikke delprogrammer, f.eks. for fremstillingsvirksomheder, sundhedssektoren og hotel- og restaurationsbranchen. Affaldsforebyggelsen er samtidig en integreret del af den irske bæredygtighedsstrategi og politik omkring grøn jobskabelse. Udvikling og implementering af det irske program følges af en komite bestående af repræsentanter fra forskellige ministerier, erhvervsorganisationer, forskere og miljøorganisationer.

Imponerende irske resultater

I kraft af de irske erhvervsprogrammer kan små og mellemstore virksomheder få støtte til gennemgang og beregning af deres besparelser på affaldsforebyggelse, vand og energiforbrug. Det nationale affaldsforebyggelsesprogram (NWPP) måler resultaterne ved at sammenholde virksomhedernes investeringer og de aktuelle/potentielle besparelser opnået i 2012. Afkastet varierede i 2012 fra € 1:4,5 til € 1:35.

Det bedste afkast forventes af et program for sundhedssektoren. Her skal en investering på 1,1 millioner kr. resultere i besparelser på 39,7 millioner kr. ved at forebygge 1.700 tons affald og udsortere 3.800 tons affald til korrekt behandling.

På to hospitaler er mængden af madaffald faldet med 42 %. Der er tale om tilberedt mad som ikke blev spist af patienterne. Ud over reduktion i madspild er der også opnået mindre besparelser på bedre udsortering til genanvendelse og som risikoaffald. Programmet omfattede både affaldsforebyggelse og bedre genanvendelse.

Netværk for kommunerne

Foruden initiativer over for virksomheder har irerne også igangsat et netværk for kommunerne om affaldsforebyggelse. Formålet er at skabe øget affaldsforebyggelse på lokal- og græsrodsniveau. I 2012 udarbejdede netværket et online katalog over relevante værktøjer, materialer og case-studier. Her kan andre lokale myndigheder og interessegrupper få inspiration og vejledning til at gennemføre deres egen affaldsforebyggelse. Man kan f.eks. finde ideer til hvordan madspild kan reduceres ved bryllupper eller hvordan bilværksteder kan forebygge affald.[

Samlet set investerer irerne ca. 22 millioner kr. om året i deres programmer for affaldsforebyggelse. Dette finansieres via den irske deponeringsafgift.

Deadline for alle EU-lande i december 2013

Alle EU-landene skal senest i december 2013 have udarbejdet et affalds-forebyggelsesprogram baseret på affaldsdirektivet. I 2012 havde seks lande og en region etableret affaldsforebyggelsesprogrammer, mens de fleste EU-lande stadig er i gang med at udarbejde deres programmer. Resuméer af alle færdige og offentliggjorte programmer kan læses på hjemmesiden for Det europæiske temacenter for bæredygtigt forbrug og produktion.

Læs mere

Naturvärdsverket 2013:Program för att förebygga avfall

BMU 2013: Abfallvermeidungsprogramm

EPA 2013: National Waste Prevention Programme (NWPP) Annual Report 2012


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *