Kun få af de europæiske lande har i perioden 2001 til 2010 reduceret mængden af municipal affald. Det viser en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur. Der er dog klare tegn på en overgang fra deponering til andre affaldsbehandlingsmetoder. De fleste lande deponerede dog stadig mere end halvdelen af deres municipal affald i 2010.

Generelt er der sket en betydelig stigning i mængden af genanvendt municipal affald*. 12 lande har øget deres genanvendelse med mere end 10 procentpoint fra 2001 til 2010 – især dem som lå på et lavt niveau i 2001. Irland og Storbritannien har øget deres genanvendelse med mere end 20 procentpoint i perioden.

Fremskridtet skyldes i særlig grad genanvendelse af glas, papir, metal og plast. Derimod har udviklingen i genanvendelse af organisk affald været lav fra 2001-2010.

Data fra landenes forskellige regioner viser store forskelle i genanvendelsen. Det indikerer, at affaldspolitik på regionalt og kommunalt niveau har stor indflydelse på de opnåede resultater.

Skat på deponering er en drivkraft

Størstedelen af landene er godt på vej til at indfri EU’s mål om at flytte affald væk fra deponeringsanlæg. Skatter på deponering kan spille en vigtig rolle i at motivere landene til at flytte affaldsbehandlingen et skridt op i affaldshierarkiet. De fleste lande er dog stadig nødt til at gøre en ekstraordinær indsats for at nå målet på 50 % genanvendelse i 2020.

Vægt på sammenligning i udviklingen

Rapporten sammenligner de enkelte landes udvikling i håndtering af municipal affald. Fokus har ikke været på at sammenligne mængderne af municipal affald per indbygger. Det skyldes at definitionen af municipal affald varierer fra land til land. I nogle lande indeholder det kun husholdningsaffald i andre lande inkluderes f.eks. husholdningslignende affald fra servicesektoren og detailhandelen

Europa-Kommission og EEA i fælles projekt

Europa-Kommissionen og det Europæiske Miljøagentur (EEA) blev i 2011 enige om et fælles pilotprojekt for at øge implementeringen af affaldsreguleringen i EU. Her kortlægges bl.a. håndteringen af municipal affald i EEA’s medlemslande ved hjælp af indikatorer, landerapporter og studier udarbejdet af Europa-Kommissionen. De første resultater er nu klar og omfatter 32 landerapporter og en sammenfattende rapport.* municipal affald er affald fra husholdningerne og lignende affald fra andre kilder som fx service og administration

Læs mere

EEA 2013: Managing municipal solid waste – a review of achievements in 32 European countries


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *