Den franske miljøstyrelse ADEME har offentliggjort et studie, der undersøger den forventede levetid for syv udvalgte typer af elektrisk og elektronisk udstyr (EEE). Der eksisterer ikke lovgivning eller europæiske standarder, der pålægger en minimums-levetid for elektriske og elektroniske produkter, bortset fra el-pærer.
Levetid vigtig for affaldsgenerering
EEE påvirker miljøet betragteligt løbet af produkternes livscyklus og den store vækst i forbruget af disse produkter, har ført til en hurtigt stigende mængde WEEE (affald bestående af elektriske og elektroniske produkter). For at kunne estimere de kommende mængder WEEE og vurdere produkternes miljømæssige belastning, er det nødvendigt at analysere deres levetid – så som brugsfasens varighed og ejerskabsfasens varighed – før de bliver til affald.
Studiet har til formål at klarlægge de miljømæssige, tekniske og økonomiske aspekter af produkternes livscyklus. Det hjælper at kende den forventede levetid for EEE, når man planlægger affaldshåndtering af produkterne og samtidig kan det hjælpe med til bedre at forstå, hvor effektivt ressourcerne bliver anvendt.
Uenigheder om definitionen af levetid
Et af resultaterne fra studiet er et forsøg på at præcisere definitionen af levetiden for EEE. Definitionen indeholder ”teknisk levetid” (gennemsnitlig levetid målt i test, foreslået af fabrikanter og standarder), ”brugsfasens levetid” (brugsfasens varighed for produktet), ”ejerskabets forventede levetid” (den periode, hvor produktet er i husholdningen, men ikke nødvendigvis i brug) og endelig den ”overordnede forventede levetid” (perioden mellem fremstilling og bortskaffelse, nyttiggørelse eller genanvendelse). Disse definitioner er vigtige, eftersom forskellige aktører har forskellig forståelse af definitionen ”levetid” for produkterne. Da der ikke er konsensus om definitionen, er det ikke muligt at foretage analyser på den parameter. Der arbejdes på at præcisere terminologien for at løse dette problem.
Ingen lovgivning om EEE produkters levetid
Studiet viser endvidere, at der med undtagelse for el-pærer, ikke eksisterer lovgivning eller europæiske standarder, der pålægger en minimums-levetid for elektriske og elektroniske produkter. Forlængelse af levetiden for disse produkter anses for at være et stærkt incitament til forebyggelse af WEEE og til mere bæredygtigt forbrug og produktion. Endvidere vil en længere levetid reducere efterspørgslen efter kritiske materialer (sjældne metaller etc.), som anvendes til fremstilling af nye produkter. Tilgængelighed af reservedele til reparation og vedligehold af EEE kan endvidere øge deres levetid.
Analyse af produkttypers levetidStudiet analyserer syv produkttyper, der blev vurderet repræsentative for markedet, heriblandt vaskemaskiner, støvsugere, fjernsyn, bærbare computere, printere, mobiltelefoner og el-pærer til husholdningsbrug:
• Fjernsyn har en levetid på mellem 2.000 og 8.000 timer, men anvendes normalt i 4-15 år, og reservedele er tilgængelige i 5-7 år efter produktion.
• Printere anvendes normalt i 3-6,5 år, men ejes i 1,5-10 år, og reservedele er tilgængelige i 3-5 år efter produktion.
• Bærbare computere anvendes mellem 3-12 år og nogle miljømærker indeholder krav til demontering og reparation.
• Mobiltelefoner er designet til at holde i mere end 10 år (undtagen for batterier), men de anvendes normalt kun i 20 måneder til 6 år, på grund af funktionel forældelse.
• El-pærer, LED-lys og lineære lysstofrør er designet til at vare henholdsvis mellem 6.000-20.000 timer, 6.000-30.000 timer og 12.000-60.000 timer, og deres brugstid er den samme som levetiden.
• Støvsugere anvendes i 6-8 år. Nogle miljømærker indeholder et minimumskrav om en forventet levetid på 500 timer.
• Vaskemaskiner er designet til at holde til mellem 1.000-5.000 vaske (9,9 – 22 år) og anvendes effektivt i 2-30,8 år. Reservedele er tilgængelige i 10 år efter produktion for vaskemaskiner med det nordiske svanemærke.
Læs mere
ADEME 2012: Etude sur la durée de vie des équipements électriques et électroniques. [In French]. Study on the lifetime of electrical and electronic equipment. Prepared by Mudgal, S., Tinetti, B., Faninger, T., Lockwood, S., Anderson, G. Fangeat, E. Angers. France. 100 pp.
Skriv et svar