Sveriges nye affaldsplan sætter nye mål for øget ressourceeffektivitet. Blandt andet skal 50 % af madaffaldet fra husholdninger indsamles separat senest i 2018. Planen sætter også fokus på nye områder, som fremmer direkte genbrug af kasserede genstande og tekstilaffald.
Affaldstyper med størst potentiale udpeget
De prioriterede områder er håndtering af bygge– og anlægsaffald, husholdningsaffald, ressourcehusholdning i fødevarekæden, affaldsbehandling og illegal eksport af affald. Disse er udpeget på baggrund af, hvor de største potentialer for miljømæssige forbedringer findes. For de tre første områder findes der også EU-målsætninger.
Mere direkte genbrug
Det er målet, at direkte genbrug af husholdningsaffald skal øges. Det skal bl.a. ske ved at kommunerne gør det nemmere for borgerne at aflevere ting til genbrug eller forberedelse til genbrug på genbrugspladserne. Kommunerne skal måle andelen af produkter, som afleveres til forberedelse til genbrug. Kretsloppsparken Alelyckan i Gøteborg fremhæves i den forbindelse som et godt eksempel. (se A&R 5 April 2011)
Tekstilaffald nyt indsatsområde
Sverige vil sætte fokus på tekstilaffald fra husholdninger. Mængden af tekstilaffald er lille (15 kg/person/år), men miljøeffekterne er store. Derfor er det nødvendigt at se på håndtering af tekstilaffald. Tekstiler skal designes, så de kan genbruges eller genanvendes. Det skal være nemmere for borgerne at aflevere tekstilaffald til genbrug eller genanvendelse, og der skal udvikles metoder til genanvendelse.
Ressourcehusholdning i fødevarekæden
Målet er at mindske madaffald, herunder madspild, samt øge genanvendelsen af det madaffald, som produceres. Der er ikke sat et kvantitativt mål for, hvor meget mængden af madaffald skal falde. Men det er nævnt, at Naturvårdsverket vil udarbejde bedre statistik.
Målet for genanvendelse af madaffald er mere konkret. Senest i år 2018 skal mindst 50 % af madaffaldet fra husholdninger, butikker, storkøkkener og restauranter indsamles og behandles. Heraf skal mindst 40 % bioforgasses, så energien i affaldet udnyttes. I 2010 blev 10 % af dette madaffald bioforgasset og 13 % blev komposteret. For at nå målet, skal der igangsættes en række initiativer, herunder at kommuner og andre aktører skal udbygge kapaciteten for biogasanlæg i områder med manglende kapacitet.
Håndtering af bygge- og anlægsaffald
Data vedrørende mængden af bygge- og anlægsaffald er meget dårlige, og derfor er det vanskeligt at vurdere om Sverige kan nå EU-målet om 70 % genanvendelse og anden materiale nyttiggørelse i 2020. De vigtigste initiativer for at nå målet vil udover bedre statistik være at sikre bedre sortering til direkte genbrug og genanvendelse ved nedrivning. Derudover skal kortlægningen af materialer til genanvendelse og direkte genbrug før nedrivning være bedre.
Læs mere
Naturvårdsverket 2012: Från avfallshantering till resurshushållning. Sveriges avfallsplan 2012-2017
Skriv et svar