Et stort tværfagligt forskningsprogram har i perioden 2006-2012 indsamlet, udviklet og evalueret idéer til forskellige virkemidler, som skal lede til en bæredygtig affaldshåndtering i Sverige.
Forskningsprogrammet ”Hållbar avfallshantering” har favnet vidt og har kombineret både kvalitative og kvantitative analyser indenfor bl.a. etnologi, psykologi og økonomi. Målene med projektet var mange: At mindske affaldsmængderne, øge genanvendelse, anvende ressourcerne mere effektivt, lade affaldet indgå som en del af et bæredygtigt energisystem og samtidig holde omkostningerne nede. Dette kræver en bred palet af virkemidler, som kan komplimentere hinanden, og anbefalingerne er således også vidtfavnende.
Bløde virkemidler mest populære
Gennem litteraturstudier, tre workshops og en konference har man samlet forslag til virkemidler, som kunne have en indvirkning på affaldshåndteringen i Sverige. I forbindelse med den sidste workshop blev 25 aktører inviteret til at prioritere blandt 60 forskellige virkemidler ved hjælp af en simpel afstemning. Aktørerne blev bedt om at prioritere med udgangspunkt i både de miljømæssige og økonomiske konsekvenser samt den forventede grad af accept i industrien, husholdningerne og regeringen.
16 virkemidler blev udvalgt til yderligere analyse og generelt foretrak deltagerne på workshoppen nogle af de ”blødere” virkemidler frem for de ”hårde”. Information som virkemiddel blev eksempelvis foretrukket frem for produktafgifter, udvidet producentansvar eller genanvendelsescertifikater. Der var ligeledes også markant støtte til forslaget ”støtte til affaldsminimering i virksomheder”, mens man oplevede en betydelig modstand mod forslaget ”krav om affaldsminimering i virksomheder”.
Otte virkemidler udvalgt til yderligere analyse
I den afsluttende rapport anbefales det, at man ser nærmere på otte virkemidler, heriblandt en vægtbaseret affaldsafgift for husholdningerne, en ”reklamer – ja tak””-ordning, differentieret moms på serviceydelser, som leder til en mindsket miljøpåvirkning samt krav eller støtte til affaldsminimering i virksomhederne.
Man har samtidig i løbet af projektets levetid genereret nye idéer til virkemidler, eksempelvis en markant, men konkurrenceneutral råvareskat eller materialeskat, samt øget brug af pantsystemer og eventuelle genanvendelsesbonusser. Som et led i at nedbringe kuldioxidudledningerne fra de svenske forbrændingsanlæg foreslås det ligeledes, at overveje et krav om at lagre plastaffald, som ikke umiddelbart kan genanvendes.
Forebyggelse er en hård nød at knække
Til trods for, at det er et af Riksdagens miljømål at få nedbragt affaldsmængderne, anerkender man indledningsvist, at det er svært for myndighederne at gøre meget ved mængderne. En af de helt store udfordringer er, at prisen på affaldshåndteringen oftest er meget lav sammenlignet med indkøbsprisen. Virkemidler, som gør køb af varer og materialer dyrere kan have en vis effekt, mens stimulering af reparationer og genbrugsmarkeder også kan give et skub i den rigtige retning.
I sidste ende understreges det imidlertid, at det i langt højere grad er den økonomiske og tekniske udvikling, forbrugsmønstre samt valg af livsstil, som afgør størrelsen på affaldsmængderne. Det er altså en grundlæggende og uløst udfordring at finde virkemidler, som giver et reelt incitament til at nedbringe affaldsmængderne frem for ”blot” at forbedre måden affaldet håndteres på.
Projektet er nu afsluttet, men det konkluderes, at der fortsat er brug for nytænkning indenfor virkemidler, som reelt har en affaldsforebyggende effekt samt nærmere analyse af de nye forslag og idéer, som er blevet til i løbet af projektets levetid.
Læs mere
Hållbar Avfallshantering – Projektets hjemmeside
Naturvårdsverket (2012): Hållbar Avfallshantering – Preliminär sammenfatning av Naturvårdsverkets forskningsprogram, Naturvårdsverket, Hållbar Avfallshantering och IVL – Svenska Miljöinstitutet
Skriv et svar