Biobrændstoffer er fortsat et varmt emne i EU. ICCT har udarbejdet en vurdering af potentialet af celluloseholdigt affald, som i princippet kan anvendes til fremstilling af biobrændstoffer. Potentialet opgøres til 220 mio. tons som kan erstatte 13 % af brændstofforbruget til vejtransport i EU i 2020.

EU har et stadigt stigende behov for fornybar energi. Problemerne med produktion af bio-brændstoffer fra fødevarer har skabt større fokus på celluloseholddige restprodukter, der kan anvendes til samme formål. ICCT-rapporten (International Council on Clean Transportation) har derfor undersøgt den bæredygtige tilgængelighed af forskelligt celluloseholdigt affald og restprodukter.

Hvordan den tilgængelige biomasse skal anvendes er ikke afklaret, og mange parter er interesseret i den. Ikke mindst fordi celluloseholdig biomasse har mange forskellige anvendelsesmuligheder, både inden for materialefremstilling og energi. Nye anvendelser af ressourcen har komplekse konsekvenser for eksisterende aktører og værdikæder. Samtidig kræver nye anvendelser også store investeringsrisici og en vis sikkerhed for adgang til ressourcen.

Vurdering af tilgængelige mængder

Rapporten forsøger at opgøre mængden af tilgængeligt celluloseholdigt affald og restprodukter fra landbrug og skovbrug. I forhold til de eksisterende affaldsstrømme er der set nærmere på papir-, træ-, mad- og haveaffald. Potentialet er vurderet ud fra statistiske og litterære kilder. Både den nuværende og den fremtidige anvendelse bliver vurderet. Mængden af tilgængeligt affald til evt. produktion af biobrændstof er vurderet ud fra affaldshierarkiet. Det betyder, at affald der i dag genanvendes – f.eks. til papir – ikke medregnes som en mulig kilde til fremstilling af biobrændstof. Papiraffald som deponeres, er derimod en potentiel kilde. Studiet har også medregnet, at den tilgængelige mængde affald til deponering fremover vil mindskes i EU pga. af krav om større genanvendelse i forskellige direktiver.

De potentielle ressourcer uændret frem mod 2030

Potentialet er både opgjort for den nuværende situation og for 2030, I begge tilfælde er potentialet ca. 220-225 mio. tons. Langt størstedelen af potentialet stammer fra afgrøderester fra landbruget, en mindre del fra skovbruget og den mindste del fra affald (38 mio. ton), som vil blive endnu mindre frem mod 2030 (26 mio. ton).

Læs mere

ICCT 2013: Availability of cellulosic residues and wastes in the EU


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *