Svenskerne har sat ambitiøse mål for biogasproduktion fra affald. Et svensk projekt har vurderet hvilke styringsmidler, der på kort sigt kan understøtte biogasanlæggenes økonomi. Krav om obligatorisk indsamling af madaffald og indførelse af et klimacertifikat i transportsektoren er de to mest lovende tiltag.

Overordnede analyser viser, at det både miljømæssigt og samfundsøkonomisk er en god ide at bioforgasse madaffald i Sverige. Men dette står i modstrid til den aktuelle økonomiske situation på biogasanlæggene, hvor mange kører med underskud. Det forventes derfor, at flere anlæg vil lukke i de kommende år, hvis der ikke gribes ind. Projektet har derfor sammen med aktører i branchen vurderet syv forskellige styringsmidler, som kan forbedre anlæggenes økonomiske vilkår. Der blev også vurderet på både den samfundsøkonomiske og klimamæssige effekt.

Anbefalingen er at arbejde videre med to styringsmidler: Obligatorisk indsamling af madaffald og et klimacertifikat for transportsektoren.

Obligatorisk indsamling af madaffald

Svenskerne har sat et mål om 50 % indsamling af madaffald i 2018. Et krav om obligatorisk indsamling fra alle husholdninger, storkøkkener, restauranter og butikker vurderes til at kunne løfte indsamlingen helt op på 70 %. Det vil forbedre biogasanlæggenes økonomi, fordi ledig kapacitet på anlæggene dermed kan udnyttes bedre. Det vil forbedre anlæggenes økonomi med 50-100 SEK per MWh. Det understreges, at løsningen er udgiftsneutral for staten, da ekstraomkostningerne til indsamling skal finansieres af affaldsproducenterne.

Klimacertifikat i transportsektoren

Projektet anbefaler også et kvotesystem for transportsektoren. Ideen er at give klimacertifikater til alle biobaserede brændstoffer produceret i Sverige i en begrænset periode. Jo bedre biobrændstoffet er til at fortrænge fossile brændstoffer, jo højere værdi. Et klimacertifikat vil svare til reduktion af 1 ton drivhusgasser (i CO2-ækvivalenter). Regeringen kan hvert år bestemme, hvor mange klimacertifikater der udstedes, i takt med målet for hvor meget udledningen af drivhusgasser fra transportsektoren skal begrænses.

Systemet vil øge efterspørgslen på biobrændstoffer og dermed øge biogasanlæggenes afsætningspris. Det vil være brugerne af transportsektoren, som kommer til at betale, og dermed bliver statskassen ikke belastet. Dette styringsmiddel giver den bedste klimaeffekt af de syv undersøgte styringsmidler, men det kræver yderligere arbejde, før det kan realiseres. Der kan bl.a. opstå problemer i forhold til EU’s statsstøtteregler, da kun svensk produceret biobrændstof er inkluderet.

Den danske model

Projektet har også vurderet produktionsstøtte til anlæggene inspireret af den danske model for støtte til biogasanlæg, som blev besluttet i 2012. Modellen kan ikke overføres direkte til Sverige, da markedet for biogas og rammebetingelser her er anderledes. I en tilpasset svensk model påtænkes en støtte på 100-150 SEK/MWh opgraderet gas, som gives direkte til biogasanlægget. Pengene skal komme fra statskassen. Styringsmidlet omfatter kun biogas og ikke andre biobaserede drivmidler, og derfor vil reduktion af drivhusgasser være mindre. Samtidig er der bekymring om den lange tidshorisont for godkendelse under EU’s statsstøtteregler.

Støtte til miljølastbiler eller gødningsaftagere

En mere indirekte metode til at øge efterspørgsel på biogas kan være at yde støtte til ”miljølastbiler”. Det er lastbiler, som kan køre på biogas. Disse er dyrere end traditionelle lastbiler til diesel eller benzin, men støtte til merinvesteringen vil på lang sigt kunne øge efterspørgslen på biogas. Det er dog ikke en løsning, der inden for kort tid vil forbedre anlæggenes økonomi. Endvidere er der set på effekten af at øge CO2-afgiften på fossile brændstoffer med 10 %. Det vurderes at være en dårligere løsning end klimacertifikater, da alle biobaserede brændstoffer bliver fritaget for afgift uanset deres potentiale for reduktion af drivhusgasser.

En anden idé er at forsøge at øge efterspørgslen på gødningen fra biogasanlæg og dermed prisen på gødningen. En mulighed er at støtte investering i lagerkapacitet hos landmænd, mens en anden er at støtte anvendelsen af genanvendte næringsstoffer. Disse styringsmidler vurderes dog til at have en ringe indflydelse på anlæggenes økonomi.

Læs mere

Avfall Sverige 2014: Styrmedel för biogasproduktion. Rapport U2014:02

Også udkommet som
Mattias Bisaillon, M., H. Hellström, J. Andersson, D. Holmström, H. Sköldberg, J. Torén, A. Widerberg, 2014 Styrmedel för ökad biogasproduktion.Projektnummer WR-64. Waste Refinery

Der er også udgivet en brochure om resultaterne i kortform.
Profu 2014: STYRMEDEL FÖR ÖKAD BIOGASPRODUKTION -– sammanfattande slutsatser från ett forskningsprojekt


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *