Et britisk konsulenthus har undersøgt incitaments- og belønningssystemers effekt på genanvendelse i mere end 30 britiske boroughs (bydele med eget byråd). Den umiddelbare konklusion er, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem incitamenter og genanvendelse.
For første gang i Storbritannien er effekten af incitamentssystemer til øget genanvendelse blevet undersøgt af eksperter. Med incitamentssystemer menes der både belønninger (såsom værdikuponer eller udbetalinger til lokalområder eller husholdninger) og opkrævninger (såsom volumen-, vægt- eller frekvensbaserede gebyrer).
Effekten er svær at måle
Det har vist sig vanskeligt at opsamle tilstrækkelige data. Det er samtidig meget svært at sammenligne de forskellige systemer, da der ofte er mange variabler, som har betydning for, hvor effektivt et incitamentssystem vil være. Ud fra den tilgængelige information, er der imidlertid tegn på, at systemerne er dyre at drive, når man sammenligner prisen med deres fordele. De kan altså ikke betale sig i et samfundsøkonomisk perspektiv.
Studiet viser godt nok, at myndigheder med incitamentssystemer til genanvendelse kunne notere en øget genanvendelse på gennemsnitlig 8 % samt en gennemsnitlig reduktion af affald til deponi på 4 %. Men sammenligner man sig med myndigheder uden incitamentssystemer, er det svært entydigt at konkludere, at incitamentssystemet har været en succes.
Tvivlsom effekt af incitamenter
Undersøgelsen identificerer ganske vist systemer, som ser ud til at have en effekt. Men effekterne fra systemer, der ellers ligner hinanden, varierer meget. Det har i undersøgelsen ikke været muligt at finde forklaringer på hvorfor. Forfatterne til rapporten anbefaler derfor, at lokale myndigheder, som overvejer at indføre nye incitamentssystemer, udskyder beslutningen til, der er udarbejdet flere analyser for området.
Skepsis blandt borgerne
25 % af borgerne i de undersøgte områder erklærede i undersøgelsen, at incitamenter til genanvendelse motiverer dem, mens 75 % af borgerne mener, at de allerede på nuværende tidspunkt genanvender så meget, de kan. Det tyder således på, at incitamentssystemer har begrænset effekt på borgernes adfærd.
Samarbejde med det lokale erhvervsliv
Nogle embedsmænd forklarede imidlertid, at de så indførelse af incitamentssystem som gode lejligheder til at promovere genanvendelse og således skabe adfærdsændringer hos borgerne. Dette lægger op til, at man som myndighed bør overveje at allokere en relativt stor andel af budgettet til kommunikation i forhold til selve incitamentssystemet. En enkelt embedsmand forklarede også, at et samarbejde med de lokale erhvervsdrivende om udbetaling af belønninger, har givet gode muligheder for at lokale myndigheder kan engagere sig i det lokale erhvervsliv.
Læs mere
Holmes, A., Fulford, J. and Pitts-Tucker, C. (2014): Investigating the Impact of Recycling Incentive Schemes
Skriv et svar